Kirkekoncerter og musikalske foredrag

Helle Asmild

Kontakt: Kirkedalen 13, Voerladegård, 8660 Skanderborg
Telefon: 2932 2133
E-mail: helleasmild@hotmail.com
Hjemmeside: www.helleasmild.dk 

Helle Asmild er musiker, foredragsholder og historiefortæller.
Hun er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium som klassisk akkordeonist, og har optrådt som foredragsholder og historiefortæller i mange år.
Helle Asmild har vandret på pilgrimsruten Camino de Santiago alene med sin lille datter på 1 ½ år, hvilket hun fortæller om i musikforedraget: ”Pilgrimsfærden.”
Hun rejste med sin rygsæk i et halvt år i Østafrika i 1989 og vendte tilbage til Kenya med sine tre døtre i 2016, hvor hun blandt andet mødte den kenyanske musiker Reagan Odour Nyachienga, der nu også er hendes svigersøn. Sammen optræder de to med musikforedraget: ”Karen Blixens fortællinger set fra Danmark og fra Kenya.”
I 2017 kom en flygtning fra Syrien rejsende. Han blev budt velkommen i familien, og hans beretninger fra livet i Syrien og Libanon, om flugten til Europa og om kampen for at tilpasse sig en ny kultur danner grundlaget for foredraget: ”En Flygtnings Fortælling.”
I 2018 var Helle Asmild atter på vandretur med sin rygsæk, denne gang i Armenien, hvor oplevelserne og samværet med armenierne gav hende inspirationen til musikforedraget ”Et lille lys i et stort mørke - Armenien og Karen Jeppe.”

Helle Asmild optræder i hele landet.



1. Et lille lys i et stort mørke - Armenien og Karen Jeppe

Foredrag/historiefortælling med musik ved Helle og Amalie Asmild.
Armenien er verdens ældste kristne land og hymner fra 400-tallet bliver sunget i Armeniens klostre den dag i dag. Helle Asmild og Amalie Asmild væver den armenske musik ind i fortællingen om det armenske folks historie og fortællingen om Karen Jeppe - denne lille danske kvinde, der reddede flere tusind armeniere ud af fangeskab og slaveri, og som den dag i dag bliver hyldet for sin dåd langt fra Danmarks grænser. 
Armensk musik - både kirkemusik, folkemusik og klassisk musik - bliver sunget og spillet i dette musikforedrag som en del af beretningen om det armenske folks utrolige historie og skæbne
I sommeren 2018 rejste Helle Asmild til Armenien i 5 uger med en rygsæk, en sovepose og små stykker husflid fra et loppemarked.
Her mødte hun mennesker fra alle samfundslag og blev inviteret indenfor i utætte containere og i hytter af brædder og blikplader, hvor fattige mennesker bød på mad og husly. Her kom de små husflidsting frem, for de var ikke almisser men stykker af dansk kultur, som blev givet værterne som tak.
Armenien er verdens ældste kristne nation, og de er et stolt folk, hvis lidelseshistorie er ubeskrivelig: Undertrykkelse, forfølgelse og folkemord. En armensk kvinde sagde engang til en dansk missionær: ”I fra Vesten kan så meget, som I gerne vil lære os, men jeg vil gerne vide - kan I også dø ligesom os?”
Amalie Malmgren Asmild er Helle Asmilds datter, og hun er selv musiker og historiefortæller. Amalie har spillet violin, fra hun var 6 år, og hun optrådte første gang som historiefortæller på Moesgård Museum som 12-årig.
(Varighed: 60 min. Kan kombineres med en sammenkomst i sognehuset med mere musik og mulighed for at stille spørgsmål. Dette koster ikke ekstra. Pris: 6.500 kr. incl. transport)


2. Pilgrimsfærden

En fortælling med musik
”Du kan ikke bære din bagage og dit barn op og ned af Camino de Santiagos bjergstier. Det er umuligt!
”Jamen så køber jeg da bare et æsel!”
Jeg var ikke til at skyde igennem, da jeg i 1998 planlagde min pilgrimsfærd med min datter på 1½ år.
Ingenting blev, som jeg havde drømt om - heller ikke æslet.
Pilgrimsfærden er både en fortælling og en koncert!
I vekselvirkning med den tankevækkende beretning om at tage på pilgrimsvandring alene med et lille barn, spiller Helle Asmild satserne fra Jacque Ibert`s klassiske suite ”Histoires”. 
Skiftene mellem historiefortælling og klassisk musik giver en helt særlig og meget intens stemning, som åbner for en ny måde at opleve både musik og fortælling på.
Se mere på hjemmesiden: www.helleasmild.dk 
(60-90 min.; 4000 kr. + transport)