|
Emner:
|
Uffe Jonas -
foredrag
Uffe Jonas & Marckus Hjelland - musik
Grundtanken
i Uffe’s Grundtvig-læsning er, at forfatterskabet bør opfattes i et langt
videre perspektiv end den nationale Grundtvig-tradition normalt har lagt
op til. Grundtvigs forfatterskab er uden sammenligning det mest
omfangsrige i den danske litteraturhistorie. Hans filosofiske visioner er
dybsindige og dækker omtrent alle menneskelivets områder. Men Grundtvig
var så meget andet og mere end blot folkelig. Han var visdomselsker,
videnskabsmand, kristen profet, erkendelses-mystiker, erotiker, kosmolog
og kosmopolit længe før han blev engageret i det politiske projekt, som
kom til at bære hans navn. Set i dette mere globale perspektiv falder den
folkelige dimension på plads i et mere omfattende livssyn, og Grundtvigs
forfatterskab opleves stadig som dybt udfordrende og aktuelt.
Uffe Jonas er en medrivende og musikalsk foredragsholder, som har mange
forskellige titler på hylden, f.eks.:
Er lyset for de lærde blot? Skolen for Livet, Skolen for Lyst & Skolen for
Sang, Menneske først og kristen så, “Tankens & Troens & Vidskabens Land”,
Kvindeevangeliet, Grundtvig & Maria, Mellem Jordan og Ganges, Den sidste
Kaldæer, Det håndgribelige Selv
(Pris efter aftale. Info & booking: tlf. 56 50 25 55 /
uffevera@mail.dk)
Drømmekvadet
handler om sagnhelten Olav Åsteson, som faldt i søvn på julenat og sov i
12 dage i træk. Imens havde han de stærkeste drømme. Ligesom Dante i Den
Guddommelige Komedie føres Olav gennem både Helvede og Himlen på sin
dramatiske åndelige rejse over Gjallerbroen, Bifrost.
Da Olav efter de 12 hellige nætter endelig vågner på trettendedagen - ved
Helligtrekonger, stiger han straks til hest og rider til kirken, hvor
præsten er i færd med at læse messen. Efter højmessen fortæller han de
andre kirkegængere om alt det forfærdelige og fantastiske, han har oplevet
i den anden verden. Om rejsen gennem underverdenen og om "Sankte
SjæleMikkels" kamp imod ondskabens fyrste, kaldet Grutte Gråskæg.
Til sidst blæser Sankt Mikael i luren: "thi nu skal alle sjæle - frem for
dommen gange!" De faldne sjæle ryster som espeløv for vinden og græder for
deres synder, men på Mikaels sjælevægt vejes de alle nådigt bort til Jesus
Krist.
Opførelsen af Drømmekvadet bygger på en nænsom rytmisk bearbejdelse af de
oprindelige 4 overleverede melodier. Vi har forsøgt at nyfortolke kvadet,
så den hjertedybe folkelige middelalderstemning er bevaret.
Koncerten indledes med en kort præsentation af kvadet.
(Varighed 45 - 60 minutter; særlig interesse for perioden ultimo november
til medio januar. Kan evt. suppleres med enkelte julesange til en
julekoncert; pris efter aftale. Info & booking: tlf. 56 50 25 55 /
uffevera@mail.dk)
Koncerten er tidligere afholdt i bl.a.: Kunstcentret Munkeruphus 27/11
2009, Cafe-Galleri Katrinelund 10/12 2009, Kursuscentret Lille Hammershus
21/12 2009, Kvistgård Skole 6/1 2010, Bethlehemskirken i Kbh. 10/01 2010.
Grundtvig
skrev over 2500 salmer, som er samlet i hans Sangværk. Af disse er det kun
en brøkdel, der genfindes i salmebogen. Under sin forskning i
forfatterskabet er Uffe stødt på en række vidunderlige salmer, hvor det er
kvinderne og det kvindelige element, der står i centrum, herunder et antal
hidtil ukendte Maria-salmer. Uffe har komponeret nye og iørefaldende
melodier til sangene. Marckus har arrangeret og akkompagnerer. Det er
således en helt ny og vigtig dimension i Grundtvigs salmeunivers, som her
bliver udfoldet - måske for første gang.
Koncerten suppleres med egne viser og enkelte af de mere velkendte salmer
fra Grundtvigs hånd.
(Til opførelse fra maj 2010. Pris efter aftale. Info & booking: tlf. 56
50 25 55 / uffevera@mail.dk)
Uffe Jonas er ph.d., forfatter, sanger, sangskriver og korleder.
Han besidder en omfattende og original indsigt i Grundtvigs forfatterskab.
Tilknyttet Grundtvig-Centret v. Århus Universitet, hvor han arbejder på to
bøger om Grundtvigs kosmologi, kønsopfattelse og visdomstænkning. Uffe har
bl.a. komponeret nye melodier til en række af Grundtvigs hidtil ukendte
kvindesalmer. Han er en erfaren og dybt personlig sanger, særligt trænet
med henblik på intuitive sangformer og improvisationsteknikker, og har de
senere år arbejdet med lanceringen og udbredelsen af intuitiv sang i
Danmark. Medlem af vokalgruppen Opsang.
Marckus Hjelland er pianist, keyboardspiller, orkesterleder og
musikpædagog. Oplært ved musikkonservatoriet i Bergen. Tidligere musikalsk
leder af gospelkoret Agape i Bergen. Har været underviser og
musikansvarlig ved forskellige skoler og institutioner i Danmark og Norge.
Marckus er en alsidig musiker, som mestrer de fleste genrer. Talentet
rækker lige fra visekunst over jazz og til det atonale.
Uffe & Marckus kommer i hele landet.
|
|